Midt i livet

Mange mennesker finder først ud af, hvor meget de kan, når de bliver skubbet ud i det. Skubbet af en fyreseddel, en skilsmisse, et sygdomsforløb. Det kan være sværere at tage springet selv på eget initiativ. Sikkerhed og tryghed prioriteres højere, og derfor får man kun brugt en brøkdel af det, man i virkeligheden rummer. En af psykologiens store tænkere, Carl Gustav Jung, mente, at måske burde vi tage flere spring. Det kan være selve meningen med os. Jung tænkte tilværelsen som et træ. Et træ, der kun vil være halvt, hvis man ikke undersøger de dimensioner, der ikke bliver udlevet i livets første halvdel. Jung mente, at det ligger i den menneskelige natur at udfolde hele træet. At menneskets mening og lykke er at udfolde de aspekter, som man har, og ikke lade noget væsentligt blive i mørket.

Det er et typisk mønster, at vi i 20’erne og 30’erne bygger op – familiemæssigt, økonomisk, karrieremæssigt. Det kører derud af, og vi tror nagelfast på, at det, vi har valgt, er det rigtige. Men i 40-årsalderen træder vi ind i tvivlens årti. Her bliver vi typisk mindre lykkelige, mere i tvivl. Vi tænker – er det her det hele? Hvad med alle de strenge, jeg endnu ikke har spillet på? Hvad med alt det, jeg ikke har prøvet?

På et tidspunkt kan vanen så blive brudt – livet kan ikke længere blot leves, noget må ske. Det kan være en ydre begivenhed, der tvinger en ud af den vante tilværelse, eller måske er det mange års frustrationer og overvejelser, der kulminerer i et ønske om, at livet skal have en ny retning. Under alle omstændigheder konfronteres man med det personlige ansvar for livet. At være ansvarlig for sit eget liv indebærer, at man tager sig selv op til overvejelse og spørger, om man lever på en måde, som man selv finder sandfærdig og autentisk. Livet kan nemlig synes at forme sig lidt tilfældigt. Ofte føres vi ud i livet, snarere end vi fører livet ind i os. Men på et tidspunkt vil vi noget andet – meget ofte, når vi befinder os midt i livet.

Livet er et mirakel – men pludselig står vi og skal svare på, hvordan det skal forme sig. Livet spørger os, og vi skal svare. Ikke omvendt. Hvordan bliver jeg lige præcis den, som kun jeg af alle mennesker kan blive? Hvordan lever jeg op til min eksistentielle pligt til at udleve mig selv og mine potentialer? Psykologen Siegmund Freud sagde: ”For at forstå fortrængningen hos et givet menneske må vi stille følgende spørgsmål: Hvad er den pågældendes forhold til sine egne potentialer? Hvad er der på færde, siden han vælger eller tvinges til at vælge at udgrænse noget fra sin bevidsthed, som han ved og på et andet niveau ved, at han ved…? Alle de videns- og erfaringspotentialer, som den enkelte ikke kan eller vil realisere.”

Udefra kan det måske være let at få øje på andres uudnyttede potentialer og forhindringerne for at udleve dem. Men tingene ser anderledes ud fra det indre perspektiv, når man selv står midt i alle dilemmaerne, tvivlen, usikkerheden og frygten for det ukendte. Så er det nemt at forstå, at man glemmer, bortforklarer, drukner sig i arbejde osv. for med alle midler at undgå at blive sig selv. Men med midtlivet indtræder en livsfase, hvor mange revurderer det hidtil levede liv. Undrer sig og bekymrer sig over, hvorfor de i kun begrænset omfang har nået de mål og livsønsker, de engang satte sig. Der opstår et ønske om at få stadig større livsfylde uden at indgå i de store og små kompromisser, der har kendetegnet livet i de tidligere faser.

Vi håndterer dette forskelligt og med forskellige redskaber. Psykologisk indsigt, alternative metoder, bøn, meditation – uanset redskabet er det en individuel proces, som vi kun kan komme igennem alene. Der er ikke en skole, hvor den tvivlende livsrejsende kan udstyres med kort, kompas og muntre tilråb.

Det kan være livsbekræftende at kaste sig ud i noget nyt – og fantastisk og meningsfuldt og hårdt og umuligt. Hvis det ikke lykkes, så har man da prøvet, frem for at tænke over resten af sit liv, hvordan det mon ville have været, hvis man havde gjort det.

Sindets pendul svinger mellem mening og meningsløshed, ikke mellem rigtigt og forkert (Carl Gustav Jung)

Måske skal du overveje at realisere dit potentiale og gøre det, du drømmer om – følge Freuds råd og spørge dig selv: Kan jeg – og vil jeg?