Om viden og status
I den vestlige kultur, som vi er en del af, opfattes ”viden” som regel som noget, som er formuleret og kan genfindes på skrift. Ud over, at den skal kunne formuleres skriftligt, skal det også kunne dokumenteres, at den er sand – ellers er det bare en påstand eller et gæt. Viden er noget, der findes og kan opbevares fx i bøger, databaser osv. En færdighed eller en kompetence opnås ved, at man tilegner sig denne (skriftligt formulerede) viden, og at man kender de regler, der gælder, når man skal bruge sin viden i praksis.
Når man betragter viden på denne måde, betyder det, at man adskiller fag og person. Når bare man har den rigtige ”databank” inde i hovedet og kender reglerne for, hvordan man bruger data, så har det ingen betydning, hvilken person man er – med de følelser, den erfaring og de oplevelser, man som person også rummer. Faktisk anses følelser og erfaringer som nærmest forstyrrende for udøvelsen af en kompetence. Denne opfattelse af viden præger fx optagelseskriterierne og uddannelsesforløbet ved mange uddannelser, hvor man vægter de boglige kompetencer. Det gælder også håndværksuddannelserne, som i stadig højere grad bliver skoleuddannelser med nedprioritering af praktikken.
Uddannelser med mange bøger betegnes ofte som ”højere” uddannelser. De højere uddannelser er karakteriseret ved længerevarende forløb, der er adskilt fra praksis, og som eksamineres ved at tjekke, at den studerende har optaget den nødvendige boglige viden. Jo højere bogstakken er, jo højere uddannelse, og jo højere status. Og med betegnelsen ”højere uddannelse” er også underforstået, at der findes ”lavere uddannelser” – altså et hierarki af uddannelser.
I sin bog, ”Kloge hænder”, beskriver Mattias Tesfaye de praktiske fags nedtur og faldende prestige i den vestlige verden. Han skriver, at vores uddannelseshierarki grænser til et kastesamfund. Selv forældre med håndværksmæssige uddannelser mener, at det er forbundet med lav status at gå på en erhvervsskole, og de vil ikke anbefale deres eget job til deres egne børn. Dette, mener han, trækker erhvervsuddannelserne i retning af mere boglighed, hvor den håndværksmæssige viden flyttes ind i klasseværelset. Bogligheden er ikke et problem i sig selv, men det er nødvendigt med en balance og en sammenhæng mellem teori og praksis – dvs. mellem boglig og tavs viden – for at opnå de rette kompetencer. Og det er i høj grad nødvendigt samfundsmæssigt at bearbejde den opfattelse af ”lavstatus”, der omgærder erhvervsuddannelserne.
Hverken hænder eller hoved kan udvikle sig, hvis ikke de arbejder tæt sammen i gensidig respekt, siger Mattias Tesfaye i sin bog: Samfundet taber simpelthen viden og bliver dermed fattigere, hvis ikke vi formår at give håndværkets tavse viden videre – både i uddannelser og på arbejdspladser. Det er derfor nødvendigt at arbejde for en højere status for håndværksfagene i samfundet.
Det kræver god ledelse ude på arbejdspladserne i håndværksfagene. Læs mere i de kommende måneders blogindlæg om Mesterledelse her på siden.
Kilder: Birgitte og Steen Wackerhausen, ”Tavs viden, pædagogik og praksis”, bidrag til antologien ”Mesterlære – læring som social praksis”, Hans Reitzels forlag, 1999 ; Mattias Tesfaye, ”Kloge hænder”, Gyldendal, 2013
